20. december 2011

Valget vindes mellem valgene

Af Kredsformand Vibeke Schmidt

”Regeringen er kommet godt i gang”, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde for nogle uger siden. ”Ha, ha, løftebrud på løftebrud er, hvad det er blevet til”, sagde oppositionen. Hvorefter de arbejdede videre med at svine både statsministeren og de nye ministre til.
Jeg synes dog, at vi efterhånden kan se, hvordan regeringen efter en langsom, men grundig start, er ved at få
rigtig godt hold på, hvad der skal ske i Danmark i de kommende år. Hver eneste dag ser vi ministrene komme med udspil, som har baggrund i det regeringsgrundlag, der blev aftalt efter valget. Men ret skal være ret. Det er ikke let at finde penge til f. eks. alle Socialdemokratiets ønsker og ideer, når man skal starte med et underskud på statskontoen på næsten 100 milliarder kroner.
Nu skal Regeringen have arbejdsro. Det får mig til at ønske og endda foreslå, at flere af os blander os i den daglige debat med socialdemokratiske synspunkter. Det kan ske på arbejdspladsen, i familien, blandt venner og det kan ske med læserbreve mv. Vi må have genskabt den begejstring for og opbakning til både statsministeren og den regering, som vi i snart mange år har arbejdet på at få.
Det samme gælder i den kommunale debat. Vi skal som socialdemokrater være foran de andre. Vi skal præge debatten mere end vi gør. Partiets medlemmer, byrådsmedlemmerne og bestyrelserne er naturligvis opmærksomme på, at det også er mellem valgene, at vi skal føre valgkamp. Jamen så må vi gøre det. Det betyder jo, at der skal være et rimeligt aktivitetsniveau, f.eks. med medlemsmøder, læserbreve og politiske udmeldinger om, hvad vi som parti vil med Helsingør i fremtiden.

Som et morsomt indslag i den politiske hverdag er Venstres og Konservatives mulige borgmesterkandidater begyndt at drømme om, at en af de to skal være borgmester efter næste byrådsvalg. Lad dem drømme og lad dem slås om det. Vi har et andet fokus her og nu. Vi bruger de stemmer, vi har i dag til at føre fremadrettet og dynamisk politik for Helsingør – og det gør vi hver dag.
For os som socialdemokrater er det ganske klart. Vi stiller med en kvalificeret borgmesterkandidat, som har et godt fundament i det politiske bagland. Vores opgaver ligger derfor lige foran os: Vi skal fortælle, hvad Socialdemokratiet vil nu og i de kommende år. Derfor ser jeg gerne lidt mere socialdemokratisk aktivitet, lidt mere medlemsdebat, lidt flere læserbreve. Når det sker, er vi godt på vej til at sikre Helsingør en socialdemokratisk borgmester næste gang. Det bliver en stor oplevelse den dag da vi kan konstatere, at Danmark både har en socialdemokratisk statsminister og en socialdemokratisk borgmester i Helsingør.
Jeg ønsker alle et godt nytår!

Ingen kommentarer: