14. januar 2012

Burma rykker – boykot har virket

Af Thomas Horn
Folketingskandidat (S)
Helsingør
Det går langsomt. Meget langsomt. Men noget er sat i gang i Burma. Landets stærke kvinde Aung San Suu Kyi er ikke bare sluppet fri af husarresten, hun er sandsynligvis på vej til en plads i parlamentet.
EU har besluttet sig for at åbne
et repræsentationskontor i Rangoon for at spille en større politisk rolle i landet og både Danmarks nye Regering såvel som USA med Hillary Clinton i spidsen har meldt ud at de er parate til at støtte Burma med udviklingsmidler hvis det fortsætter med at gå i den rigtige retning.
Aung San Suu Kyi har om nogen symboliseret det burmesiske folks modstand mod det undertrykkende militærdiktatur, og det burmesiske militærdiktaturs åbning skal da i høj grad også tilskrives en stædigt kæmpende opposition. Men det skal også tilskrives årtiers vestlig økonomisk boykot af landet. En boykot der jævnligt har været til diskussion. Nu viser det sig at det har været den helt rigtige medicin. Det har været en lang sej kamp for de små 55 millioner burmesere. Men de demokratiske fremskridt der er sat i gang, er en kæmpe sejr for den boykot som Vesten på opfordring af Aung San Suu Kyi har hold fast i.

Ingen kommentarer: