30. april 2012

Socialdemokraternes nyhedsbrev: Uge 18

Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

Kære venner,

I morgen fejrer vi 1. maj. Det er en dag, som viser, at solidaritet og sammenhold aldrig går af mode. Og at et stærkt fællesskab og frihed for den enkelte går hånd i hånd.

Men i år er 1. maj meget mere end det. Efter 10 år med VKO har Danmark fået en ny regering. Og som Socialdemokraternes formand er jeg stolt over at stå i spidsen for en regering, som knokler for at skabe arbejdspladser, investerer i mennesker og som gør Danmark grønnere.

Socialdemokraterne er et parti, der arbejder for et Danmark, hvor afstanden mellem mennesker bliver kortere og ikke længere. Hvor der altid er en chance til for dem, som kom skævt ind på livet.

Krisen har været hård ved Danmark. Vi har tabt 175.000 arbejdspladser. Mange er blevet ramt. Tryghed er blevet til utryghed. For det er hårdt at miste sit job, når virksomhederne mangler ordrer.

Flere arbejdspladser har fra dag ét været Socialdemokraternes vigtigste opgave som regeringsparti. Derfor har vi også en kick-start, der giver 8.000 arbejdspladser i år. Og 8.000 næste år. Det er ikke nok. Slet ikke. Men det er et vigtigt første skridt i retning af, at Danmark kommer tilbage på sporet.

Vi kommer til at træffe svære beslutninger i de kommende måneder. Også beslutninger som vi ikke ville have troet var nødvendige for få år siden. Men hvis Danmark skal være et land, hvor vores unge igen kan få et job, hvor der fortsat er råd til omsorgen for vores ældre, og hvor det er pengepungen og ikke diagnosen, der er vigtigst, når sygdom rammer, så er der kun en vej. Og det er, at vi alle sammen bidrager til, at Danmark kommer ud af krisen.

1. maj viser vi, at Danmark er verdens stærkeste fællesskab.

Jeg glæder mig til at mødes med jer og andre, som har lyst til at høre med i morgen i Århus, Vejle, Kolding, Odense og København. Håber vi ses.

God 1. maj!



Mange hilsner

Helle Thorning-Schmidt

Statsminister, formand for Socialdemokraterne.

Forår, farver og mangfoldighed stråler ud fra årets 1. maj plakat. Bevæbnet med disse værdier, godt humør og gode argumenter står socialdemokrater klar til at finde nye medlemmer ved 1. maj arrangementerne i Fælledparken i København, Tangkrogen i Aarhus, Kildeparken i Aalborg og Ansgar Anlæg i Odense.

Socialdemokraterne har rigtig god erfaring med at hverve medlemmer i forbindelse med arrangementer, hvor vi møder danskerne ansigt til ansigt, fortæller om vores resultater, og den kurs vi knokler for at trække Danmark i. Samtidigt giver den direkte hvervning mulighed for at høre om borgernes tanker og udfordringer. Der er planlagt medlemshvervning i forbindelse med de store 1. maj arrangementer i landets fire store byer. Partiforeninger i hele landet vil også deltage i hvervning af nye medlemmer.

Troels Trier er kunstneren bag årets 1. maj plakat "Morgen i maj". Hvis du ikke er heldig at få fingrene i én i morgen, kan den stadig bestilles på www.partikontoret.dk.

Lige meget hvor du befinder dig i landet 1. maj, kan du møde Socialdemokraternes folketingspolitikere og ministre. Fra Sakskøbing i syd til Aalborg i nord og fra Fanø i vest til Fælledparken i øst. Få overblikket her.

Med en sommer der ser ud til at tyvstarte 1. maj og en rød regering, der allerede har trukket Danmark ud af skyggen efter VK's ti lange år ved magten, tegner arbejdernes festdag til at blive endnu festligere end den plejer. Overalt deltager Socialdemokraternes ministre og folketingsmedlemmer ved de mange 1. maj arrangementer, der afholdes i hele landet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler i Aarhus, Vejle, Kolding, Odense og København. På Fanø i vest taler finansminister Bjarne Corydon. Befinder du dig under sydligere danske himmelstrøg i Sakskøbing kan du møde Lennart Damsbo eller Benny Engelbrecht, der bl.a. taler i Guderup på Als. Klik her, og få et hurtigt overblik over, hvor du kan møde resten af Socialdemokraternes folketingspolitikere og ministre på arbejdernes internationale kampdag. Glædelig 1. maj.


Lad os spole tiden ét år tilbage. Statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen. 100 arbejdspladser forsvandt hver dag med ham i statsministerstolen. Hullet i statskassen blev dybere, og landets leder påstod med et smørret grin, at regningen var betalt – med to streger under facit.

1. maj i år hedder statsministeren Helle Thorning-Schmidt. Danmark har valgt en regering, der tager den økonomiske krise alvorligt og ikke gemmer regningen i skuffen. En regering der skaber arbejdspladser og får gang i hjulene. En regering der knokler og leverer resultater.

1. maj sidste år kunne lyssky virksomheder snyde på vægten ved at udnytte billig udenlandsk arbejdskraft med dårlige arbejdsvilkår. Nu bliver der sat ind med benhård kontrol og store bøder, så vi sikrer fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår.

1. maj sidste år kunne mange unge ikke gøre deres erhvervsuddannelse færdig, fordi der var for få praktikpladser og for få skolepraktikpladser. Nu har Danmark en regering, der arbejder benhårdt på at øge antallet af skolepraktik-pladser, så flere unge kan få en uddannelse.

1. maj sidste år kunne private sundheds-forsikringer trækkes fra i skat. Nu har vi en regering, der satser på solidaritet i sundheden.

Punkt for punkt er vi i gang med at gøre en forskel. Punkt for punkt skubber vi Danmark i en retning med mere fællesskab, hvor mulighederne bliver bedre fordelt, og hvor afstanden mellem mennesker bliver kortere og ikke længere.

Klik her og få et hurtigt indblik i, hvordan Danmarks nye regering har ændret Danmarks kurs, socialt, økonomisk og menneskeligt. God 1. maj venner.

Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Pressechef Trine Maria Ilsøe

 

Ingen kommentarer: