11. maj 2012

Socialdemokraternes nyhedsbrev: Uge 19

Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

To nye kandidater til partiets næstformandsposter og ny gruppeformand. Står det til en af rokadens hovedpersoner, Henrik Sass Larsen, vil Venstre også hurtigt få ændringerne at føle.

Onsdag var store flyttedag i den Socialdemokratiske ledelse. Begge partiets næstformænd må ikke samtidigt besidde ministerposter, hvilket var tilfældet for forsvarsminister Nick Hækkerup og europaminister Nicolai Wammen.

Partiets hovedbestyrelse valgte derfor onsdag at indstille gruppeformand Mogens Jensen og Københavns overborgmester, Frank Jensen, til de to tunge poster, som vælges i september til kongressen. Det skabte plads i gruppeformandsstolen til Henrik Sass Larsen. Et politisk comeback til den markante politiker, der har haft en mere tilbagetrukken rolle i Socialdemokratiet siden valget.

Henrik Sass Larsen hvorfor vender du tilbage nu?

Jeg er blevet spurgt af formanden (Helle Thorning Schmidt, red.) om jeg havde lyst til at tage en tørn for holdet og være gruppeformand. Sådan en opfordring kunne jeg selvfølgelig ikke afvise.

Du sagde nej til at blive minister tilbage i september, fordi der var problemer med PET's sikkerhedsundersøgelse. Hvad har ændret sig siden da?

Det siger sig selv, at det er umuligt at bestride en politisk post, når sådan en sag kører for fuldt styrke i medierne. Den ville jo overskygge alt, hvad jeg måtte finde på at foretage mig politisk. Men nu afventer vi ombudsmandens afgørelse, og så kan jeg sagtens påtage mig en politisk post indtil da.

Hvad bliver din opgave som ny gruppeformand?

Der er ingen tvivl om, at dem ovre på den anden side af hegnet har kørt lidt for meget på frihjul. Det skal vi have lavet om på. Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at sikre, at den socialdemokratiske gruppe kommer til at stå så stærkt som muligt i offentligheden. Vi skal udstille Venstres historiske politiske koma og økonomiske slingrekurs.

Hvad bliver de vigtigste ting i den kommende tid?

Den helt store udfordring er at få skabt flere arbejdspladser og vækst. Regeringen har netop fremlagt sin 2020-plan, der vil betyde 180.000 flere mennesker i arbejde og en markant styrket konkurrenceevne, som den tidligere regering fik ødelagt.

Regeringen har sikret, at der allerede i år afsættes yderligere 4,1 mia. kroner til renovering af almene boliger.

Det var en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der var til at føle på, da regeringen sammen med forligspartierne bag boligaftalen fra 2011, torsdag blev enige om at tilføre ekstra 4,1 mia. kr. til renovering af landets almene boliger i år. Dermed er den samlede investeringsramme til renoveringsprojekter på 6,8 mia. kr. alene i 2012.

- Jeg er utrolig glad for aftalen, som sikrer, at mere end 20.000 almene boliger, der trænger til et løft, nu kan renoveres. Med aftalen skaber vi også cirka 4.500 job inden for bygge- og anlægsbranchen de kommende år, siger Socialdemokraternes boligminister Carsten Hansen og fortsætter:

- Det er vigtigt særligt i en tid, hvor der er mangel på arbejdspladser. Aftalen vil altså både give bedre boliger og stimulere væksten.

Med dagens aftale, som også Venstre, DF og De Konservative er med i, er der i alt afsat 14,4 mia. kr. til renovering af almene boliger i årene fra 2012 til 2016. Regeringen forventer, at der kan renoveres ca. 40.000 boliger og skabes mere end 9.000 job over tre år.

Horsens borgmester og formand for Kommunernes Landsforening (KL) Jan Trøjborg, der døde pludseligt søndag, bliver begravet i morgen lørdag fra Klosterkirken i Horsens.

Begravelsen afholdes klokken 10, og der vil være deltagelse af blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt og flere socialdemokratiske ministre.

I den forgangne uge er det strømmet ind med mindeord til den afdøde Horsens-borgmester. Mandag aften blev hans alt for tidlige død ligeledes markeret på et fællesgruppemøde mellem Socialdemokraterne, Radikale og SF på Marienborg. Tirsdag holdt Socialdemokraternes folketingsgruppe på Christiansborg mindehøjtidelighed for at markere partikammeraten, ligesom han blev mindet på partiets hovedbestyrelsesmøde onsdag.

Familien til Jan Trøjborg ønsker, at borgere, der vil mindes Jan Trøjborg kan komme og sige farvel ved begravelsen i Klosterkirken. Man vil også kunne følge begravelsen via højtalere uden for kirken.

Jan Trøjborg døde af et hjertetilfælde under et motionscykelløb i forbindelse med Giro d'Italia i Horsens søndag.

Tirsdag var en af de vigtigste dage i denne regerings syv måneder lange historie. Det var dagen, hvor regeringens tre partiformænd fremlagde 2020-planen "Danmark i arbejde". Indrømmet. Det er ikke første gang, en regering fremlægger rammerne for statens husholdningsbudget flere år frem i tiden. Alligevel var denne præsentation historisk.

For "Danmark i arbejde" tegner ikke alene omridset omkring dansk politik de næste otte år. Den giver svaret på, hvordan Danmark kommer videre og løfter sig til nye højder efter en af de værste økonomiske nedsmeltninger i den moderne verdenshistorie. En nedsmeltning der, for Danmarks vedkommende, blev endnu værre, fordi den ramte med en regering ved roret, der så passivt til, mens tusinder af arbejdspladser forduftede ud af landet, bunden forsvandt ud af boligmarkedet sammen med aktiemarkedets, og virksomhedernes konkurrenceevne ramte et nyt bundniveau. Da den socialdemokratiske ledede regering tog over i efteråret, lød den ubetalte regning efter VK's "krisehåndtering" på 75 mia. kr. For Venstre blev tiden ved regeringsmagten til det forsømte årti, hvor der ikke blev investeret i bedre uddannelse og en solid industri, mens der var råd.

Men der findes heldigvis en sikker vej ud af det borgerlige kaos. Med regeringens 2020-plan vil regningen ikke alene være betalt om otte år. Danmark vil på alle måder være et stærkere, grønnere og dygtigere samfund. 180.000 flere danskere vil være i arbejde, danske virksomheder vil kunne konkurrere med de bedste i verden, og vi vil have en velfærdsstat, hvor endnu flere gennemfører verdens bedste uddannelser. Kort sagt. Vi betaler ikke kun regningen. Vi gør Danmark bedre.

Men skyerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Forandringen til det bedre vil kræve, at alle danskere tager en tørn. Men før befolkningen kan træde til, skal et flertal af Folketingets partier bane vejen for, at planen kan føres ud i livet. Og her kommer Venstre ind i billedet - et parti hvis politiske koma kun afbrydes af udmeldinger der stritter i øst og vest. Ikke mindst på det økonomiske område er forvirringen total.

Men nu er det alvor Venstre. Hvis I fortsætter med at brillere i disciplinerne politisk kovending og komasøvn, går det ikke alene ud over det politiske arbejde inden for Christiansborgs mure, det rammer hele befolkningen. Handles der ikke nu, vil krisen bide sig fast, som det er sket i flere europæiske lande. Det må ikke ske for Danmark. Men det, kræver at alle partier tager et politisk ansvar – også Venstre.

Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Pressechef Trine Maria Ilsøe

 

Ingen kommentarer: