2. november 2012

Socialdemokraternes nyhedsbrev: Uge 44


Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

I dag hænger skatteyderne på regningen, når privathospitalerne fejlbehandler patienter. Det slutter nu, når regeringen ændrer loven og giver privathospitalerne pligt til selv at tegne patientforsikringer.
- Når privathospitaler laver fejl og fejlbehandler patienter, så må de selv stå til ansvar for de skader, de er skyld i. Det er kun rimeligt, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen.

Ændringen er et opgør med den tidligere regerings favorisering af privathospitalerne. Hidtil er erstatningerne til patienter, der er fejlbehandlet på privathospitaler, blevet udbetalt af den skattebetalte Patientforsikringen. Og dermed er det offentlige blevet belastet af erstatninger for fejl begået af private hospitaler.

- Vi har allerede afskaffet skattefritagelsen for de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og dermed gjort op med tanken om A- og B-hold, hvor nogle patienter kom foran i køen på fællesskabets regning. Det næste skridt er helt naturligt at sørge for, at skatteyderne ikke hænger på regningen for de private hospitalers lægefejl, siger Sophie Hæstorp Andersen.

De senere år er udgifterne til erstatninger for fejlbehandling på privathospitaler steget fra 50
millioner kroner i 2010 til knap 80 millioner kroner sidste år. Og det er før, man medregner de offentlige udgifter til genoperationer.

Sophie Hæstorp Andersen mener ikke, at privathospitalerne begår flere fejl end det offentlige:

- Jeg tror, at privathospitalerne er meget optaget af patientsikkerhed, men der er brodne kar, og fejl sker. Med den nye lov kommer de private hospitaler selv til at betale regningen, når de begår fejl, siger Sophie Hæstorp Andersen.
En ny grænsehandelsrapport fra Skatteministeriet viser, at udlændinge handler for et større beløb i Danmark, end danskerne handler for i udlandet. I omegnen af 4,5 milliarder kroner i dansk favør.
Selv om grænsehandlen er vokset siden sidste år, bruger danskerne stadig færre penge på den anden side af grænsen, end hvad vi gennemsnitligt gjorde i årene 2000-2012.

Det får Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, til at anklage Venstre for at overdrive usagligt, når partiet påstår, at regeringens afgifter har fået grænsehandlen til at eksplodere.

- Når man lytter til Venstre i øjeblikket, kan man få den opfattelse, at grænsehandlen er skyld i samtlige de problemer, Danmark står med i dag. Det er overdrevet at gøre grænsehandlen til det største problem i dansk økonomi. Selvfølgelig er det et problem, men vi skal altså lige være opmærksomme på, at grænsehandlen ikke er større, end den har været tidligere, siger Thomas Jensen.

Grænsehandlen ventes i 2012 at blive på 10,6 milliarder kroner, hvilket er under gennemsnittet for, hvor meget danskerne har købt ind for på den anden side af grænsen i årene 2000-2012.

- Vi er fuldt ud bevidste om, at grænsehandlen er et problem for de forretningsdrivende i f.eks. Sønderjylland. Derfor er vi stærkt optaget af at sikre en fornuftig balance mellem at minimere grænsehandlen og sikre danske arbejdspladser, når vi laver skatte- og afgiftspolitik. Og der er intet, der tyder på, at regeringens afgifter har ført til en eksplosiv stigning, som Venstre påstår, siger Thomas Jensen.
Mobning på nettet er et overset problem. Det skal der nu laves om på. Socialdemokraterne har taget initiativ til en kampagneuge, der sætter fokus på problemet og giver bud på løsninger.
Socialdemokraternes IT- og teleordfører, Trine Bramsen, har taget initiativ til, at internet-mastodonter som Facebook og Google sammen med en lang række organisationer går til kamp mod mobning af børn på nettet.

- Mobning er noget af det værste et barn eller teenager kan blive udsat for. Det sætter spor for livet, og gør hverdagen uudholdelig. I løbet af de seneste år har mobning for alvor bredt sig til nettet. Gemt bag den beskyttende computerskærm er det lettere og mindre grænseoverskridende at sende sårende og ødelæggende angreb af sted mod andre unge, siger Trine Bramsen, der tidligere på ugen var vært ved et større møde på Christiansborg med repræsentanter fra bl.a. Facebook, Google, Børns Vilkår, Red Barnet og en lang række øvrige aktører.

De 15 virksomheder og organisationer blev enige om at lave en anti-mobbekampagne i uge 6 næste år. Siden er antallet af medvirkende organisationer mere end fordoblet. Herudover vil Facebook tage initiativ til, at danske medarbejdere sidder klar til at svare på spørgsmål og bekymringer fra ramte børn og unge, så de ikke bare mødes af en engelsk support-side.

- Vi voksne er nok ikke så gode til at sætte os ind i, hvor slem mobning på nettet kan være. For mange af os er mobning stadig forbundet med hiv i fletningerne eller uddeling af buksevand, hvor man kan kalde på en gårdvagt. Men på nettet er der ingen gårdvagt. Ingen steder man kan gå hen og søge råd og vejledning og frem for alt beskyttelse. Det skal der laves om på, siger Trine Bramsen, der er godt tilfreds med de første resultater af hendes initiativ. Men det er kun begyndelsen på en længere proces, hvor der for alvor skal sættes fokus på problemet, så det kan bekæmpes effektivt.

Hvis man skal illustrere en af de klare forskelle mellem Venstre og Socialdemokraterne, behøver man blot at kigge på regeringens nye akutpakke. Et initiativ, der i et unikt samarbejde med det offentlige og private arbejdsmarked baner vejen for, at 12.500 danskere, der står over for at opbruge retten til dagpenge, kan få et arbejde.

Det er i en krisetid som nu, at velfærdssamfundet for alvor skal stå sin prøve, og samfundet skal række hånden frem og ikke bare ligegyldigt ud i luften. Ligegyldighed over for arbejdsløse var til gengæld det, der kendetegnede Venstre, da de havde magten.

I den korte tid, hvor Lars Løkke Rasmussen nåede at være statsminister, mistede Danmark mere end 175.000 arbejdspladser alene i den private sektor. Som om det ikke var slemt nok, så foretog Venstre sig intet for at komme de arbejdsløse til undsætning.

Det er den opgave vi socialdemokrater fra dag ét i regering har taget på os - præcis som vi har gjort så mange gange før. Selv midt i økonomisk hårde tider, hvor der skal betales af på milliardunderskud, gør vi alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe de mennesker, der er blevet fanget af krisen. Ironisk nok har Venstre kritiseret regeringen for den nye akutpakke. Diskrimination af jobsøgerne lyder beskyldningen fra de liberale. Men da forslaget blev 1. behandlet fredag, kunne Venstre ikke engang svare på, om de vil stemme for eller imod forslaget.

Vi gør en ekstraordinær og massiv indsats for netop den gruppe danskere, der er i fare for at hænge fast i arbejdsløshed og har behov for at kunne skrive et job på cv'et. Akutjobbene omfatter ca. 12.500 af de i alt 700.000 ledige stillinger, der hvert år besættes i Danmark, så der er stadig hundredtusindvis af ledige stillinger at søge til folk uden for målgruppen.

Jeg er rigtig stolt af, at vi sammen med det private og offentlige har fundet frem til det her unikke samarbejde. Det er derfor, jeg er socialdemokrat og derfor, at Venstre ligger så langt til højre for os. De 12.500 akutjob var helt sikkert aldrig blevet til noget, hvis Venstre stadig havde haft magten i Danmark.
Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Pressechef Trine Maria Ilsøe
Bookmark and Share