21. december 2012

Året der gik – og året der kommer!

Af Vibeke Schmidt, Kredsformand

Med en lille omskrivning hører vi hver uge i en meget kendt TV-udsendelse: Ugen der gik blev spændende, men glæd jer venner – næste uge bliver endnu bedre! Jeg fristes til at bruge samme udlægning: 2012 blev et politisk spændende år.
Vibeke Schmidt
Den nye regering passerede det første af sine fire år. Det gik nu meget godt. Spænding var der en del af og politiske resultater ligeså. Måske fik vi ikke alt det, vi ønskede. Men lad os nu være ærlige og sige til hinanden: VI VIL IKKE HAVE VK(O) IGEN!!
Vi vil have, at den socialdemokratisk ledede regering udvikler og fastholder en politik, som skaber de gode og nødvendige politiske resultater. Opgaven er såmænd lige så enkel, som den er svær. Regeringen skal sikre Danmark og vores velfærdsamfund for de næste mange år og generationer.
Året 2013 bliver endnu mere spændende, hvis vi skal se på det med kommunale øjne. Et kommunevalg, som vel aldrig har været mere afgørende skal afholdes. Efter 20 år med en ikke-socialdemokratisk borgmester, skal alle vore kræfter sættes ind på, at nu skal der igen placeres en socialdemokrat på posten. I 2013 skal slaget altså stå om, hvem der skal styre Helsingør i den rigtige retning – og i hvilken retning Helsingør skal bevæge sig.
For Socialdemokratiet gælder, at vi skal vinde mandater nok til at kunne besætte borgmesterposten og formandsposterne for de vigtigste fagudvalg. Lad os uden tvivl i stemmen sige til hinanden: Vi gør det!

Kredsbestyrelsen ønsker alle medlemmer og familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår. 

Ingen kommentarer: