12. maj 2013

Hvor blev demokratiet af?

Af Kredsformand Vibeke Schmidt
(artikel fra Partiposten)
Lige så velbesøgt, positivt og inspirerende som 1. maj-mødet i Konventum Helsingør blev i år, lige så flovt var det at opleve arbejdernes festdag andre steder i landet. Vedvarende buh-råb og pibekoncerter, der standsede taler, kasteskyts, spytklatter, vold og aggressivitet mod talere. Uanset om begivenhederne var orkestrerede eller ej, af hvem, og uanset hvem det gik ud over, er det en opførsel vi som demokrater ikke kan acceptere og må fordømme på det stærkeste. I Danmark skal vi altid være de første til at reagere, når politikere – uanset partifarve - bliver så groft chikaneret, at de ikke får mulighed for at gennemføre planlagte møder. Når ytringsfriheden krænkes som ved 1. maj møderne i år, bør vi netop gå på barrikaderne. For os socialdemokrater er 1. maj, ligesom Grundlovsdagen, en vigtig del af den kernetradition for åbenhed og politisk gennemsigtighed, som vores parti har været fortalere for i over 100 år. Vi vil høre vores politikeres meninger – uanset om vi er enige med dem eller ej. Og trods den blå presses hang til at udråbe 1. maj som ideologisk død, fastholder vi, at det fortsat er et vigtigt ideologisk samlingspunkt omkring vores socialdemokratiske bevægelse, der giver mulighed for – endda opfordrer - alle til at give deres mening til kende. Men det skal ske på en måde, der viser lige så megen respekt for talerstolen, som man selv forlanger.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Meget enig med Vibeke Schmidt her.
Hvad er det dog, der sker i Danmark, når flere og flere optræder som pøbel, både i det offentlige rum og på facebook, og blogs. Det er ikke i orden. Senest læser man d.d at vor statsminister og partiformand nyder stor anderkendelse og respekt alle andre steder end herhjemme, hvorfor kan man spørge. Ja i min optik skyldes det en presse, der er mere optaget af overskrifter og sensationstrang og egen overlevelse end af facts.
Man har ligesom givet grønt lys for laveste fællesnævner som ok.
Jeg oplever det meget beskæmmende, når demokratiets fornemste regler trædes under fode, og når halve sandheder får lov til at danne meningsmands holdninger.
Det skal der rettes op på og fint at fru- erne Schmidt både her i byen og på landsplan viser flaget. Tak for det.