1. maj 2013

Nyhedsbrev: God 1. maj

Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

Kære socialdemokrat

Endelig blev det 1. maj.

En dag, hvor vi fejrer vores værdier. Lige muligheder uanset hvor man kommer fra. Frihed for den enkelte til at folde sit liv ud. Solidaritet mellem mennesker. Kort sagt: Lighed, frihed og solidaritet. Det er vores værdier. Det gjaldt i går. Det gælder i dag. Og så langt øjet rækker.

Det er den røde tråd i regeringens arbejde. Som også afspejler sig i den vækstplan, der faldt på plads i sidste uge. Den handler først som sidst om at sikre danske arbejdspladser. Om at bevare dem, vi har.

Fordi det at have et arbejde giver værdighed.

Det var også derfor, at jeg i forbindelse med udviklingen af vækstplanen mødtes med 19 tillidsrepræsentanter fra virksomheder i hele Danmark. De havde gode forslag til, hvad vi kunne gøre. Blandt andet pegede de på behovet for at reducere en række afgifter, så det bliver mere attraktivt for virksomhederne at investere og dermed skabe nye arbejdspladser.

Det er præcis, hvad vi gør med vækstplanen. Flemming Andersen, der er tillidsrepræsentant på produktionsvirksomheden Aasted i Farum, var med til mødet – og som han siger i videoen nedenfor, så er han overbevist om, at det nu bliver lettere for firmaet at få nogle ordrer hjem i hus.

Det er der grund til at glædes over på en dag som 1. maj.

Der er også grund til at være stolt af, at det er lykkedes os at bryde med blokpolitikken. Det er ikke længere et parti i Folketinget, der beslutter alt. I dag arbejder vi sammen om at finde løsningerne – fordi fælles løsninger, er stærke løsninger.

Det gælder også for vækstplanen, som er en plan på mere end 90 milliarder kroner. Det er mange penge i min verden. Men tilsyneladende ikke i den verden, hvor Venstres formand Lars Løkke befinder sig.

Han har kaldt det 'en fin lille plan'. Mon ikke Løkke snart skulle fremlægge sin egen plan? Så kan vi jo selv afgøre, hvad der er stort og småt i Løkkes verden.

1. maj er nemlig også en oplagt anledning til at stille et helt centralt spørgsmål: Hvad vil Venstre egentlig? Indtil videre ved vi kun, at Venstre vil have nulvækst, sikre at de rigeste familier undgår at betale arveafgift og så vil de have billigere sodavand. Ok. De fik billigere sodavand og det kan være fint nok.

Men det bliver ikke med os, at arveafgiften for de rigeste bliver afskaffet. Og nulvækst er ikke vejen frem for Danmark. Nulvækst er nul vækst. Det er Venstres vækst.

Vi vil en anden vej.

Vi vil fastholde danske arbejdspladser. Så vi har råd til at investere i uddannelse, i vores ældre og i sundhed. Vi har brug for, at der bliver investeret i fællesskabet. Investeret i mennesker.

Det er derfor, vi er socialdemokrater.

Glædelig 1. maj.

Mange hilsener

Helle Thorning-Schmidt
Statsminister og formand for Socialdemokraterne

Læs hele Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale på socialdemokraterne.dk

Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Pressechef Martin Justesen

Bookmark and Share

 

Ingen kommentarer: