24. maj 2013

Socialdemokraternes nyhedsbrev: DF's populisme koster iværksættere/Slut med skattely/Hjælp til tolke

Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

Dansk Folkeparti har taget danske iværksættere som gidsler i deres EU-kovending, mener Socialdemokraternes EU-ordfører, Jens Joel.

Ofte er det svært at sætte en pris på hykleri og populisme. Men i tilfældet europæisk patentdomstol og Dansk Folkeparti er det ret lige til. Omkring en kvart million kroner kan hykleriet fra Dansk Folkeparti koste danske iværksættere og virksomheder.

Dansk Folkeparti vil nemlig ikke stemme for forslaget om en samlet europæisk patentdomstol. Forslaget vil kort fortalt betyde, at virksomheder og iværksættere kan nøjes med at søge patent et sted.

I dag skal der søges i hvert af EU's 27 lande, hvis man vil have beskyttet sin idé i hele EU. En udgift der nemt kan løbe op i knap en kvart million kroner. Med patentdomstolen sparer virksomheder oceaner af tid, og de kan nøjes med at betale 5-10.000 kr.

Socialdemokraternes EU-ordfører, Jens Joel, er skuffet over Dansk Folkepartis modstand.

- Det er helt ufatteligt, at Dansk Folkeparti nu begynder at tage danske virksomheder og iværksættere som gidsler i deres modstand mod EU, siger han.

Da et lignende forslag, der ville betyde samme grad suverænitetsafgørelse som det nuværende patentforslag, var oppe i 2006 stemte Dansk Folkeparti for uden forbehold. En klokkeklar kovending, mener Jens Joel.

- Nu er Dansk Folkeparti så pludselig modstandere af, at man afgiver noget suverænitet til europæiske patentmyndigheder. Det lugter langt væk af, at Dansk Folkeparti gør det af rent taktiske årsager, siger han.

Et nej fra Dansk Folkeparti vil betyde, at forslaget skal til folkeafstemning for at blive til noget. Først efter et ja fra befolkningen vil danske virksomheder kunne få glæde af den nye EU-domstol.

Socialdemokraterne tager i denne uge sammen med en lang række europæiske socialdemokrater initiativ til, at det ikke længere kan lade sig gøre at gemme store summer væk i andre lande

- Vi skal selvfølgelig ikke acceptere, at der hvert år bliver snydt eller på kreativ vis undveget skat for op mod 7.500 milliarder kroner i EU. Derfor skal vi have strammere fælles regler i EU. Vi skal gå efter de firmaer og mennesker, som har mere travlt med at snyde, end at betale skat der hvor de tjener deres penge, siger Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var onsdag i Bruxelles for at lægge pres på EU, så vi kan få nogle fælles regler for at afsløre skattely.

- Vores fællesskab og velfærd bygger på, at alle betaler den skat, de skal ifølge loven. Hverken mere eller mindre. Derfor skal vi selvfølgelig ikke se passivt til, når der er nogen som tilsyneladende vil gemme sine penge for skattemyndighederne, siger Thomas Jensen, der henviser til, at EU netop nu, hvor debatten også raser i andre lande, skal sætte målrettet ind for at få lukket skattely.

Det bliver nu muligt for de tolke, der har arbejdet for de danske styrker i Afghanistan at søge asyl. Tolkene vil også få tilbudt hjælp lokalt.

Danmark tager hånd om de tolke, der arbejder eller har arbejdet for de danske styrker i Afghanistan. Det sker med mulighed for asyl eller lokal hjælp.

- De tolke, som vi har ansat i dag, får automatisk deres sag vurderet efter den danske asyllovgivning. Hvis det vurderes, at der er en lokal trussel mod tolkene, vil de få tilbudt visum til Danmark. Her vil de kunne søge asyl på lige fod med andre befolkningsgrupper, siger socialdemokraternes forsvarsminister, Nick Hækkerup.

Hvis danske myndigheder i Afghanistan vurderer, at en tolk ikke er tilstrækkeligt truet, vil de blive tilbudt lokal hjælp, der kan minimere trusselsniveauet.

- Vi vil ikke svigte vores tolke. Vi tager hånd om dem med en bred vifte af løsninger, heriblandt asyl, siger Nick Hækkerup.

Aftalen er kommet i stand mellem regeringen, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Pressechef Martin Justesen

Bookmark and Share

 

Ingen kommentarer: