28. juni 2013

Socialdemokraternes nyhedsbrev: God sommer

Kan du ikke se hele nyhedsbrevet? Klik her

Kære socialdemokrat

I dag trykker vi på afstemningsknapperne i folketingssalen for sidste gang inden sommerferien. Vi socialdemokrater trykker på den grønne knap. Vi stemmer grønt til det dagpengeindgreb, der i år vil redde op i mod 25.000 danskere fra at falde ud af dagpengesystemet som følge af den halvering af dagpengeperioden, Venstre indførte midt i en krisetid.

Venstre trykker på den røde knap. Venstre siger nej til at hjælpe ofrene for partiets egen dagpengereform. Det taler vist for sig selv.

Når vi går på sommerferie, kan vi i det hele taget kigge tilbage på et år, hvor regeringen har opnået resultater, der vil gøre en positiv forskel i de fleste danskeres liv.

For eleverne, der får en mere varieret og aktiv skoledag.

For virksomhederne, der får reduceret deres udgifter.

For de arbejdsløse, der kan beholde huset og få mad på bordet.

For de studerende, der fortsat har fri og lige adgang til uddannelse.

For pendlerne, der kan glæde sig til hurtigere tog.

For håndværkerne, der igen har fået ordrer i bogen.

Og for de offentlige ansatte, der får flere kolleger i de kommende år.

Når man derimod spørger, hvad Venstre vil, rejser der sig flere spørgsmål end svar. Venstre siger, de vil have nulvækst i det offentlige. Men så stopper al konkret tale fra Venstre.

For når man spørger, hvor milliarderne til nulvækst skal findes, siger Venstre, at de blot vil gøre tingene smartere. Det kan ingen vel være uenig i. Men sandheden om nulvækst er, at det vil føre til velfærdsforringelser. Spørgsmålet er bare hvor og hvor hårdt. 9 ud af 10 eksperter slog det fast med syvtommersøm i Berlingske i denne uge. Efterfølgende gik Lars Løkkes borgerlige kollega Lars Barfoed ud og efterlyste, at Venstre ærligt fortæller danskerne, hvor det er der skal spares.

Men lige meget hjælper det. Der kommer intet konkret. Venstre vil også have flere reformer har Løkke sagt. Men når man så formaster sig til at spørge hvilke, kan Venstre ikke give et bud på en eneste konkret reform, partiet ønsker gennemført.

I det hele taget er planer ikke noget, Venstre bryder sig om at tale om. Slet ikke i god tid før et valg. Der vil de hellere drømme, udstikke pejlemærker eller angive retninger. Lars Løkke Rasmussen har klart tilkendegivet, at Venstre først når der kommer et valg i "alle detaljer vil lægge vores politik frem".

Venstre kom dog til at løfte sløret for nogle af de hemmelige liberale planer, partiet sysler med. En enig folketingsgruppe vedtog et forslag, der skulle bane vejen for brugerbetaling på landets uddannelser – et totalt brud med den danske velfærdsmodel. Men få timer efter, det havde ramt en avisforside, skyndte Venstre sig at trække i land. Debatten blev for fordomsfuld, lød begrundelsen fra partiets gruppeformand, Kristian Jensen. Senest har Venstre lanceret ideen om brugerbetaling på skadestuer og hospitaler.

Selvom vi ikke længere skal stemme lovforslag igennem i folketingssalen, fortsætter arbejdet med at kræve svar fra Venstre. Svar på hvem der skal betale for Venstres nulvækst. Svar på hvor og hvor meget danskerne skal til at betale for velfærden, hvis Venstre kommer til magten. Svar på hvad det er for nogle reformer, Venstre mener, der skal gennemføres. Venstre skylder danskerne svar.

Rigtig god sommer.

 

Udsendes af Socialdemokraternes presseafdeling på Christiansborg
Ansvarshavende redaktør: Martin Justesen

Bookmark and Share

 

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg synes vort parti, statsminister og regering har vist de er opgaven voksen.
De har vist de kan lede og regere, samarbejde i EU og i Folketing på bedste demokratiske vis. Det tegner godt for KVL. som vi må håbe vil afspejle at vi også på kommunalt plan kan have en S borgmester i spidsen i vores by.

Anonym sagde ...

Jeg vil gerne have lagt de 170 politiske resultater som regeringen har fået gennemført siden 3.10 2011 og til nu. Os der ikke kommer på facebook, vil gerne opdateres også, så hermed en opfordring

Anonym sagde ...

Jeg gik på opdagelse på hjemmesiden for de 170 opnåede tiltag de sidste 1,8 år, Og vups fik jeg ellers indsigt i 90 sider med alle de ting som er sket fra den dag regeringen tiltrådte. Alt var med fra de forskellige ministerier, så fremover har journalister og andre ikke nogen undskyldning for at fejlinformere offentligheden ud fra vinklede holdninger osv. Nu kan vi nemlig selv tjekke, hvis vi har tid og lyst, om det er sandt eller ej. Det er overskueligt sat op,og man kan som et leksikon finde det man søger og se, hvad og om der er sket noget på området.

og her må jeg så indføje, at jeg forleden dag i min gade og min by, så to unge på nyttejob, de samlede papiraffald op som det flyder med i disse uger, gr. mange sidder ude og spiser og deres affald af papir lægges ikke altid, hvor det burde være, i papirkurven,
Jeg stoppede op og , sagde, hvor dejligt I gør pænt og rent i gaden. Tak svarede den unge, jeg kan også godt selv lide her er pænt og rent.
Sådan!! Det nytter også med en lille indsats. Alle er noget værd.