4. juli 2013

Kære Berner – hvad er meningen?

Af Jørgen E. Hansen, Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet                                                    

Helsingør kommune skal være en veldreven kommune med service af høj karat. Det arbejder vi vel alle med på. Vi er vel også alle med på, at alt det ævl og kævl, som har været ved dannelsen af Vækst og Viden på bekostning af Udvikling Nord, har medvirket til at give et meget negativt billede af vores kommune.

Nu har du, J. Berner Pedersen, for anden gang på kort tid og endnu en gang bidraget til at give omgivelserne et negativt billede af vores by og kommune. Hvad er dog meningen med det?

Virksomheden Vej og Park er en kommunal serviceorganisation med mange dygtige og omstillingsparate medarbejdere, som både er konkurrencedygtige og har interesse i, at være gode medarbejdere for deres kommune.

Teknisk Forvaltning og senere Byrådet har besluttet, at vi sammen med Fredensborg kommune slår pjalterne sammen og laver et endnu bedre og effektivt § 60-selskab hen over kommunegrænsen. Det er et fælles ønske for begge kommuner. Hvorfor så lufte din brødnid? Hvad er ellers meningen med dit negative bidrag?

I Socialdemokratiet forsøger vi via møder med jer og andre at finde fælles løsninger til gavn for hele kommunen. Socialdemokratiet er ikke indstillet på at privatisere Vej og Park. Men vi vil selvfølgelig gerne se flere resultater, der får det nye Nordsjællands Vej og Park til at fungere optimalt. Det skal den nye leder nok forstå at  gøre sammen med alle medarbejderne. Tænk på, hvad der gennem rigtig mange år har været igangsat af undersøgelser og målinger via dyre private konsulenter. Nu skal der arbejdes med vej og park!

Lige til sidst: Jeg undrer mig meget over din meget nedladende tone om såvel byråd, Forsyning og kommune. Det fremmer ikke samarbejdet med dig eller dine.

Med ønsket om en god sommer og tone.

Ingen kommentarer: