1. august 2013

Robotsæler og spiserobotter – gør det livet bedre for vores ældre?

Jeg kender en mand, som er aftenvagt i hjemmeplejen. En dag kom han på besøg hos en af de ældre damer, Kamma på 94. Det var en dejlig sommerdag, og Kamma sad som sædvanlig inden for i sin kørestol. Hjemmeplejeren var på besøg for at lægge hende i seng, klar til natten. Men den aften gav han hende en tår at drikke, og han sagde til hende: ”Kamma, nu får du dit sjal på og så går vi to en lille tur.” Han kørte hende rundt i haven, og de kiggede på træerne og blomsterne – og på hvordan de andre boede. Og så stoppede de i en lille lund på plejeboligernes område, hvor hun kunne sidde mellem birketræerne. Det lyder jo som en rigtig hyggelig historie – men det, han gjorde var meget forkert – for Kamma var kun visiteret til at blive lagt i seng.
 
I de fire år jeg har været kommunalpolitiker har vi talt rigtigt meget om specielt to ting på ældreområdet, nemlig rehabilitering og velfærdsteknologi: Robotstøvsugeren, sælen - den lille sociale robot, og ældre, der skal lære at klare sig i eget hjem. Og der er uden tvivl positive aspekter i det – for visse typer af ældre. Og jeg er klar over, at vi står over for kæmpe udfordringer; i løbet af de næste 10 år forventer FOA, at 31 pct. af social- og sundhedspersonalet har forladt arbejdsmarkedet på grund af alder. Samtidig forventes efterspørgslen efter kommunernes social- og sundhedsydelser at stige, fordi der bliver flere ældre. FOA har beregnet, at på grund af de demografiske ændringer, vil der være behov for 67.000 flere sosu-medarbejdere i 2019, end der er i dag.

Hjemmehjælpskommisionen er netop udkommet med en rapport. En af de vigtigste, og efter min
mening oversete, pointer i rapporten, handler om den sociale kontakt:
”Manglende social kontakt og ensomhed er et stort problem blandt ældre, der modtager omfattende hjælp og pleje. Selv om det ikke er hjemmehjælpens opgave at være borgernes sociale netværk, bør medarbejderne have øje for det hele menneske og observere den ældres samlede situation – også på det psykiske og sociale plan.”

Der er ingen tvivl om, at for nogle ældre vejer den personlige kontakt med medarbejderen i hjemmeplejen tungere end den uafhængighed og frihed, som et teknologisk hjælpemiddel kan give dem. Nogle ældre frygter, at de med den nye rehabiliteringsindsats og velfærdsteknologi mister den tryghed, der er i den personlige kontakt.

Ifølge Psykiatrifonden føler ca. 65.000 danskere over 65 år sig ensomme. 38 % af plejehjemsbeboere føler sig ofte ensomme og alene. Og det er ikke ufarligt, for mangel på netværk øger risikoen for sygdom og for tidlig død med 50 %. Knap 5.000 danskere dør hvert år uden familie eller venner omkring sig!

Måske tænker man: robotter i hjemmeplejen, det er da langt væk fra i dag? Men flere kommuner i Nordsjælland bruger dem allerede: Sælen Paro bruges i øjeblikket i Fredensborg, Gribskov, Helsingør og Hillerød. Spiserobotten er i drift i Halsnæs Kommune. Og robotstøvsugere bruges eller afprøves eksempelvis i Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød. Hørsholm har testet støvsugeren og droppet at bruge den.  Fokus for velfærdsteknologierne kan være forskelligartede, men i eksempelvis Egedal lægger man ikke skjul på, at det drejer sig om økonomi og ”at sikre en bedre ressourceudnyttelse i forbindelse med velfærdsydelser…,” som kommunen oplyser på deres hjemmeside.

Jeg mener, at vi kommunalpolitikere må tage stilling til en række spørgsmål: Sosu-assistenter er uddannede til at tage sig af både det sociale og sundheden, hvordan sikrer vi at der også fremover bliver taget hånd om den ældres sociale liv og omsorg? Skal det sociale fjernes fra hjemmehjælpen og overlades 100 procent til frivillige? Hvor går grænsen for det værdige – er spiserobotter, der mader den ældre en værdig udvikling – og er robotbleer? Hvad sker der hvis rehabiliteringen virker så godt, at den ældre opholder sig helt alene i sit hjem altid – med kun et menneske på en skærm som eneste sociale kontakt? Hvordan kan vi sørge for, at rehabiliteringen også omfatter den psykiske og sociale funktionsnedsættelse?


Kamma på 94 år er helt alene, for hendes eneste datter er død, så hun har kun hjemmeplejen. Jeg spørger mig selv: Hvis Kamma var påmonteret en robotble, blev madet med en spiserobot, og hvis hendes eneste sociale kontakt var robotsælen Paro - mon så Kamma var blevet 94 år gammel?    

Ingen kommentarer: