21. oktober 2013

Peter Kay: Arbejdsklausuler skal sikre arbejde på overenskomstmæssige vilkår

Der er brug for en endnu skrappere indsats mod social dumping i Helsingør. Det er helt uacceptabelt, at
firmaer gør brug af underbetalt, udenlandsk arbejdskraft. Desværre tyder meget på, at de borgerlige i byrådet ikke har tænkt sig at gøre noget ved det.
I forbindelse med opførelsen af det nye søfartsmuseum, har der været problemer med det polske byggefirma Kormal. 3F måtte sidste år rejse et
millionkrav mod Kormal, fordi deres ansatte ikke modtog det, de havde krav på. Og efter at flere kommunale rengøringsopgaver blev udliciteret, har
kommunen oplevet problemer med underbetalt arbejdskraft hos underleverandører til rengøringsfirmaet Forenede Service. Heldigvis har byrådet et stærkt våben i kampen mod social dumping. Byrådet kan nemlig stille krav om arbejdsklausuler, som forpligter den virksomhed, der udfører opgaver for det offentlige, til at udføre arbejdet på overenskomstmæssige vilkår. Det gælder også for virksomhedens underleverandører.
Det burde jo være almindelig sund fornuft. Men desværre er det kun obligatorisk at bruge arbejdsklausuler i staten, mens det er frivilligt, om kommuner og regioner vil bruge dem, når de sender opgaver i udbud. Kampen for arbejdsklausuler er derfor en kamp, der skal kæmpes i hver enkelt kommunalbestyrelse og hvert enkelt regionsråd. Lige så vigtigt er det, at have kontrol med, om klausulerne rent faktisk overholdes.

Som medlem af Regionsrådet har jeg selv været med til at kræve, at regionen strammer reglerne for arbejdsklausuler. Men i Helsingør sidder de borgerlige på flertallet. I april stemte de imod at stramme kontrollen med om virksomhederne overholder reglerne. Det viser, at det kræver et rødt
flertal - også i Helsingør - hvis kampen mod social dumping skal vindes.

Ingen kommentarer: