14. november 2013

Arbejdspladser, arbejdspladser, arbejdspladser!

Af Jørgen E. Hansen, Socialdemokratiet,

Alle de politiske partier i Helsingør vil kunne skrive under på, at hvis det stod til os/dem, skal der skabes flere arbejdspladser i Helsingør. Gennem mange år har Helsingør Kommune brugt mange kræfter på at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Vel vidende, at alle kommuner i Danmark har samme mål og opgave – og vel vidende, at det nok ikke er i Helsingør, at de helt store virksomheder med mange arbejdspladser placerer sig.

Hvad så med de mindre virksomheder og hvad med iværksætterne – og hvad med detailhandelen? Dem har vi alle sammen også fokus på. Faktisk er der sat mange skibe i søen, som skal tiltrække nye initiativer. Lidt har det da også hjulpet, men ikke nok.

Vi ved godt, at Helsingør ikke mere er en industriby med beskæftigelsestunge virksomheder. Sammensætningen af indbyggerne har ændret sig. De unge bliver ikke i byen og vi har mange ældre borgere. Tidligere tiders mantra om, at pendlerne som arbejder uden for Helsingørs grænser er gode nok til at betale skat og det skal vi være glade for – er ikke nok. Vi skal have flere arbejdspladser i Helsingør, helst med medarbejdere, der bor i byen, handler i byen, lever med i byens liv.

Når jeg som socialdemokrat tror på en ny og spændende udvikling for Helsingør kommune i de næste mange år, står det klart for mig, at de vigtigste politikområder skal være en dynamisk erhvervspolitik og en ikke mindre dynamisk politik for bedre beskæftigelse.

Måske skal vi gøre som andre har gjort. I en periode etablere en ”ambassade” i København, som kan være opsøgende, informativ, igangsættende mv. med henblik på at udbrede viden om mulighederne for at placere virksomheder i Helsingør. Kan man forestille sig et ”Helsingør-konsulat” på Strøget i København kan skaffe flere arbejdspladser til Helsingør? Jeg spørger bare?




Ingen kommentarer: