4. maj 2014

Pernille Schnoor's tale 1. maj på LO-skolen

Folketingskandidat Pernille Schnoor (S) holdt tale ved 1. maj-arrangementet på LO-skolen:

Først og fremmest vil jeg sige, tak fordi I vil se mig her på LO-skolen.


1. maj bruger vi til at overveje det år, der er gået. Til at spørge os selv – hvor er vi nu, og hvor vil vi gerne hen?

Vi socialdemokrater har bygget velfærdssamfundet. Et rummeligt solidt hus, hvor der altid har været plads til
alle. Tanken var, at der skulle være lige muligheder og plads til alle i vores hus. Det behøvede ikke at være et stort flot slot, eller være tegnet af en eller anden smart fancy arkitekt, men det skulle være solidt bygget af gode håndværkere, ingen skulle sove på gaden, ingen skulle sulte og alle børn skulle have mulighed for et godt liv. Vi skulle alle have ret til et godt liv.

Vores velfærdssamfund har været udsat for store problemer i de seneste år.
For 8 år siden kunne vi gå på vandet. Alle – uanset indkomst – kunne låne i banken. Og specielt dem, der havde deres eget hus. Værdien af et hus steg pludselig fra 1,5 mio. til 3,5 mio. Eller fra 4 mio. til 8. mio. kroner. Mange mennesker lånte derfor flere millioner i bankerne, til charterrejser, store fester, til en større bil eller til en ny carport.  
Men hvad vi ikke vidste dengang var, at vi gik rundt midt i orkanens øje. Lige der i midten, hvor der er helt stille. Stilhed før storm.
Og stormen kom. I 2008 kom den til Danmark. Og så var det slut med jordomrejser, middage på Noma og grand cru vine for middelklassen. For mange var det faktisk et spørgsmål om overhovedet at overleve. At betale huslejen og at have til dagen og vejen. Det blev rigtigt hårde tider.

Den finanskrise betød, at vores hus – vores velfærdssamfund - derfor i øjeblikket er under ombygning. Vores regering har sat håndværkerne i gang.
Det er en vigtig tid. For det, vi bygger om nu, bliver en permanent forandring.
Derfor skal vi alle sammen være med.

Det handler om værdier nu. Om principper.
Måske har jeg lyttet for meget til den musik i min barndom, som jeg hørte, når jeg var på besøg hos min farmor. Vi hørte Rachel Rastenni,
som nogen her måske kan huske. Når jeg taler om det her hus, velfærdssamfundet, kommer jeg til at tænke på min yndlingssang hjemme hos min farmor. Teksten lød sådan her – jeg skal nok lade være med at synge den:

Her i vores hus er glæde
her i vores hus er fest
her er liv og glade dage
og et glas til hver en gæst
Selv om regnen slår på ruden
så er stuen fuld af sol
vi har alt hvad vi behøver
vi har seng og bord og stol

Her i vores hus der leves livet
- er det ikke det vi har det til. Osv. osv.

Man kan da ikke undgå at få et lille smil på læben, når man hører den sang. Jeg kan i hvert fald ikke.
For mig handler den her sang om værdier - om det gode liv. Om det gode socialdemokratiske liv. Den handler om  at det gode liv ikke er stor rigdom og stort forbrug. Det gode liv er et godt og sjovt liv. Hvor vi byder alle folk inden for til et lille glas. Og hvor vi har det helt basale: en seng og et bord og en stol.

Det som der ruskes i i øjeblikket er det gode liv.
Det siger sig selv, at det giver problemer.
Det siger sig selv, at der er mange forskellige meninger om det.
Og mange forskellige ønsker til, hvordan det skal være.

Men en ting er sikkert for mig det er – at vi fortsat alle sammen skal have et godt liv.
Og at det ikke skal være Liberal Alliance og de borgerlige, der skal bestemme, hvordan det liv skal være. For så bliver det gode liv kun for særlig gruppe – et liv på business class for en særlig lille gruppe af den rige elite.
For der skal nemlig stadig være plads til det gode liv for mennesker som min farmor og farfar, der ikke havde ret mange penge at rutte med. Min farfar arbejdede i de stillinger han kunne få fat i som ufagligt fx med at skovle koks. Hjemme hos min farmor var der liv og glade dage. Hver dag to retter mad, hvor vi altid lige skulle have en portion grød først, for så kunne vi ikke spise så meget af det dyre kød til hovedretten. Hver dag var der eftermiddagskaffe med kage. En roulade som blev købt den sidste dag inden salgsdatoen udløb – for så var der råd til den. Pålægschokoladen skulle knækkes i små stykker, så et halvt stykke sagtens kunne række til en helt skive rugbrød. Lakridsstængerne blev skåret i små bidder, så vi alle sammen kunne få lov at smage. Ja, for vi skulle da selvfølgelig have pålægschokolade og slikskål. Det var deres måde at få råd til det gode liv. Og livet var rigtigt, rigtigt godt hos min farmor og farfar.  
                                                                
Men som sagt så er vores hus under ombygning.
Og vi er bygherrer. Vores regering.

Så hvad er det vi har at arbejde med?
Vi har da helt klart nogle udfordringer, som man kalder det i dag:

Alt for mange børn trækkes ud af folkeskolen og ind på privatskoler. I København er det nu hvert 4. barn. Det styrker ikke vores velfærdssamfund. Det er ikke godt for den sociale lighed. Det er ikke godt for vores indsats for at inkludere børn i skolerne. Privatskolerne må forpligtes til at tage deres andel af de socialt eller bogligt svage elever. Privatskolerne får 75 procent i driftstilskud fra det offentlige, så må de også være med til at løfte vores samfunds sociale opgaver.
  
Alt for mange unge har ingen uddannelse ud over folkeskolens afgangseksamen. Tre ud af 4 unge på kontanthjælp har kun gået i folkeskole. Og næsten en fjerdedel af alle unge på 25 år har ingen ungdomsuddannelse. Det må vi gøre noget ved. Vores folkeskole skal indrettes så den ikke kun appellerer til kommende akademikere. Vi skal have en folkeskole, der ikke er et mini-universitet, men hvor der er både praktiske, kreative og teoretiske fag. Hvor vi anerkender at børn lærer på mange forskellige måder. Det giver folkeskolereformen også mulighed for. Folkeskolereformen tvinger også kommunerne til et højere timetal og til flere dansk og matematiktimer. Det er rigtigt godt – for så kan vores elever i folkeskoler konkurrere med eleverne i privatskolerne. Og så kan vi give de ikke så boglige elever et fundament for at komme videre i uddannelsessystemet.

Hvis kommunerne bruger mulighederne i folkeskolereformen rigtigt, så den et stærkt kort i kampen mod social ulighed og mod at bryde den sociale arv.
Det håber jeg virkeligt at kommunerne gør!
En tredje vigtig udfordring er, at alt for mange ældre sidder alene i deres eget hjem til de er 90 og bliver sendt et par måneder på plejehjem. De sidder ensomme i eget hjem iført ble uden social kontakt - og uden nogen at tale med! Undersøgelser har vist, at det der gør mest ondt og skaber mest ensomhed blandt ældre det er, når de ikke har nogen at tale med. Jeg vil gerne sige stor tak til regeringen for ældremilliarden. I Hørsholm har vi blandt andet brugt de 6,4 millioner, som vi fik, til at uddanne alle vores medarbejdere til at opspore og tackle ensomhed blandt ældre. Vi har sat penge af til en årlig hovedrengøring. Og vi har sat penge af til sociale aktiviteter for demente og ældre, der har Alzheimer.
Socialdemokraterne og fagbevægelsen byggede vores helt unikke velfærdssamfund og det skete i høj grad som en kamp mod de borgerlige partier, der – dengang som nu – ønskede, at der skulle være et stort skel mellem rig og fattig.

Vi må for alt i verden afværge, at det bliver DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, der bliver bygherre på vores hus. 

Jeg læste en gåde forleden dag: Hvad har verdens 85 rigeste personer tilfælles med verdens 3,5 milliarder fattigste mennesker? Svaret et, at de rigeste 85 personer ejer lige så stor en andel i verdens rigdom som de 3,5 milliarder fattigste i verden!

Tankevækkende.
Der er et ordsprog vi har hørt til hudløshed: Lige børn leger bedst.

Det betyder vel noget i retning af, at man skal holde sig til sine egne - til sin egen sociale klasse. Det kunne ikke være mere forkert.

Paven har i forbindelse med offentliggørelsen af tallene om verdens rigeste og fattigste sagt. Og jeg citerer: ”De rigeste skal tage sig sammen. Jeg beder jer om at sikre, at rigdom tjener menneskeheden og ikke omvendt.”
Jeg har arbejdet som ufaglært i London.  Sammen med andre ufaglærte på et hotel på Picadilly Circus. Da jeg tog afsted som 19-årig troede jeg naivt på, at vi alle mennesker havde lige muligheder. Men jeg tog grueligt fejl. For jeg kunne til enhver tid tage hjem og få en god uddannelse. Det kunne de andre indvandrere fra Irland, Fillipinerne og Kina, som var mine kolleger, ikke. Jo, de kunne tage hjem til ufattelig fattigdom. Men de kunne aldrig bare tjekke ud ligesom mig. De skulle bo i små værelser på det pensionat, som hotellet stillede til rådighed - resten af deres arbejdsliv.
  
Pavens citat står i stærk kontrast til Liberal Alliances udtalelser: De fattige skal bare tage sig sammen. Ja, det er vel en helt general opfattelse i den borgerlige og liberale lejr.

Og så Kristian Thulesen Dahl. Kristian Thulesen Dahl har slået DF op, som det nye socialdemokrati. Partiet for den lille mand. Jeg læste et sted, at det da også er rigtigt. Hvis man altså med den lille mand mener Lars Løkke.
Ja, for selvom DF skal forestille at være det nye arbejderparti, så peger de jo altså på Lars Løkke – uden nogen krav.
  
DF har lokket med daglige bade til ældre, højere SU og meget andet. Og det har jo været helt gratis, for de har aldrig været i regering, og de er aldrig rigtigt blevet stillet til ansvar for deres løfter. Det er bare noget de leger. Den udregning som vi Socialdemokrater har brugt tid på, som viser at de har lovet for 155 milliarder kroner til borgerne… Hvorfor har ingen af vores mediers nyhedsredaktioner lavet den? Nej, journalisterne og danskerne er hoppet med på deres galaj – uden at tænke over, at de bare er med i et spil – et spil om stemmer. Hvor gevinsten er et Danmark uden fremmede, et Danmark, hvor alle skal spise frikadeller, et Danmark som bliver isoleret – uden for EU – uden for verdenssamfundet. Et Danmark, hvor tonen er grov og hård, hvor vi kan tillade os at sige, hvad vi vil. Uden at tænke på pli, god opdragelse og medmenneskelighed. Det er et Danmark, som jeg personligt frygter meget.

For første gang i danmarkshistorien er det desværre et realistisk scenarie. Kig på meningsmålingerne. Og kig på Norge – her er det allerede sket. Nationalismen har sejret. Den norske pendent til DF har fået regeringsmagten.
Vi socialdemokrater må kæmpe for at det ikke sker. Vi må love hinanden… at i vores hus, der står vi sammen om, at det ikke sker! 

Sangen som jeg nævnte i starten siger meget godt, hvad jeg synes et socialdemokratisk Danmark skal være. Et Danmark hvor vi viser omsorg for hinanden, et Danmark hvor vi er rummelige, forstående, generøse……Det lyder måske lidt flot og naivt. Men jeg tror på det. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Og jeg har indtil nu arbejdet for det i Hørsholm – hvor meget af det er lykkedes. Med de rette værdier og de rette prioriteringer, med vores allesammens opbakning, så tror jeg på vi kan. Vi socialdemokrater lukker ingen ude!
Tænk på ordene: ”Går du rundt og er lidt nedtrykt, så er du velkommen i vores hus.”


Rigtig god 1. maj.  

Ingen kommentarer: