26. august 2014

Rigtige og forkerte mennesker?

Af Pernille Schnoor, Folketingskandidat for Socialdemokraterne

Folketingskandidat Pernille Schnoor (S)
I Kina har man en fordom om europæere: de er så dovne! Det er derfor lidt komisk, når Venstre nu definerer kineserne som en del af de forkerte indvandrere, som vi ikke ønsker i vores land. Kineseres arbejdsetik er meget anderledes end danskernes. De værdsætter en høj uddannelse og glæden ved at arbejde hårdt.

Tanken om, at mennesker fra USA og Kina over en kam kan defineres som ”rigtige” eller ”forkerte” virker på mig stærkt fordumsfuld og absurd. Svært at tage seriøst. Måske netop derfor har vi ikke set mange læserbreve om Venstres udspil i Nordsjælland.
I 2012 sagde Inger Støjberg på TV2 om islamisterne: ”Fis hjem til deres taberlande.” Nu er Venstre gået planken ud, og de har meldt klart ud, hvilke lande, de rent faktisk mener er taberlande.

Min gode veninde Choyo Tang, i daglig tale kaldet Grace, kommer fra Kina. Hun flyttede hertil sammen med sin danske mand for et par år siden med deres to små børn. Hun undrer sig over, at kineserne er en del af Venstres definition på forkerte tilflyttere. Hun forstår ikke, hvorfor hun og andre kinesere anses for dårligere indvandrere. Kineserne arbejder hårdt og længe. De arbejder for familien – ikke for dem selv, og derfor gør de det med stor glæde. ”Og kineserne i Danmark laver aldrig ballade,” som hun siger.

Uffe Ellemann , Jens Rohde og Eva Kjær Hansen har været kritiske over for det nye politiske udspil. Uffe Ellemann mener, at det er dumt af Venstre at forsøge at overbyde Dansk Folkeparti, fordi DF i så fald bare vil gå skridtet videre og stramme endnu mere. Eva Kjer Hansen skrev for nylig på Twitter, at Venstre ikke skal ”appellere til folks indre svinehund. Vi skal stille krav, og dét er ens for alle. Ingen er guilty by association.” Flere tunge erhvervsvirksomheder har også meldt negativt ud. I Børsen har de advaret om stramninger og forskelsbehandling.

Jeg savner derfor at høre Venstres politikere i Nordsjælland. Er det en linje og et menneskesyn, som lokalpolitikere og folketingskandidater støtter op om? Mener I, at man kan kategorisere mennesker fra forskellige lande som rigtige og forkerte? Mener I, at skoler med for mange indvandrere skal lukkes? Mener I, at muslimer er mindre ønskede end andre? Hvorfor mener I, at eksempelvis kinesere er dårlige indvandrere? Kom nu ud af busken. Jeg glæder mig til at høre jeres svar. 

Ingen kommentarer: