11. januar 2015

Ros til lærere, ledere, elever og forældre i Folkeskolen

Af Thomas Horn (S), Byrådsmedlem og medlem af Børne- og uddannelsesudvalget

Midt i en for Folkeskolen turbulent tid synes jeg, at det er på sin plads at rose alle folkeskolens parter. Lærerne for deres evige engagement og deres høje ambitioner på vores børn vegne. De har, måtte lægge øre til meget, men stædigt fastholdt deres faglighed, engagement og troskab til elever og forældre. 

Skolelederne som loyalt og på troværdigvis løser den svære opgave det er at binde alle ender sammen. Få en reform til at fungere med en ny arbejdstidsaftale. Få teori ført ud i praksis. 

Men også en stor tak til elever og forældre, som faktisk i stor stil fastholder deres tro og engagement omkring kommunens skoler. 
Det er godt gået af alle. 

Det er dog ikke noget vi som kommune bare kan tage for givet. Derfor er vi hos Socialdemokraterne glade for, at et enigt Børne- og Uddannelsesudvalg, har bakket socialdemokraterne op i, at det er nødvendigt at inddrage alle parter i en evalueringsproces for at se, om der er noget der skal gøres anderledes og bedre op til det nye skoleår. Har lærerne de rette arbejdstidsrammer? Er der tiltag ved reformen som ikke virker efter hensigten, og er der ting som vi som politikere kan gøre for at understøtte arbejdet og gøre rammerne bedre?

Måske bedre formuleret fra hestens egen mund. En af reformens store inspiratorer John Hattie, som i Politiken den 24. december udtaler: Effekten af ændringerne skal vise sig hurtigt, ellers kan det være lige meget. Reformen sætter så mange ting i gang, at skolerne hurtigt skal afgøre hvad de skal fokusere på. Ellers går der en masse energi til spilde.

Et arbejde vi som socialdemokraterne vil følge tæt og som vi glæder os til at tage del i. 

Ingen kommentarer: