13. december 2015

Dansk Folkeparti ramte bunden

Af Byrådsmedlem Thomas Horn,

At Dansk Folkepartis byrådsmedlem Marlene Harpsøe og undertegnede aldrig bliver enige på spørgsmålet om hvordan vi skal tage imod mennesker på flugt kommer nok ikke bag på nogen.

Men Dansk Folkeparti skylder stadig et svar på hvordan de mener, at vi skal sikre, at de flygtninge der kommer til landet kan opretholde og udvikle faglige og sociale kompetencer. Hvordan vi sikrer at disse mennesker ikke bliver stigmatiseret og isoleret i et dem og os samfund fyldt af mistro og frygt og ikke mindst hvordan vi giver børn, kvinder og mænd rum for at restituere sig efter de traumatiserende oplevelser mange af dem har været udsat for. 

Jeg formoder, at vi har et fælles mål om, at sikre at disse mennesker får et godt liv.
Dansk Folkepartis retorik om indsamlinger, vielsesringe og teltlejre kan tolkes som om, at man ikke deler overstående tilgang til medmennesker i nød.

I mit indlæg i HD den7. december spurgte jeg ind til Dansk Folkepartis grænse. Svaret Fra DFs Marlene Harpsøe var desværre, at DF sigtede direkte efter bunden.
Flygtningene er her og jeg håber derfor af hele mit (jule)-hjerte, at der er medlemmer i Dansk Folkeparti, som har andet end svinekød, julekort og diamantringe på hjernen.

Vi bliver nemlig nødt til at løfte denne opgave sammen.

Ingen kommentarer: